To mænd anholdt for hjemmerøveri
To mænd på 23 og 27 år fremstilles tirsdag for dommeren i Retten i Randers for en lang række forhold
Af Martin Schultz
Efter længere tids efterforskning og eftersøgning anholdt Østjyllands Politi mandag kl. 10.34 to mænd på 23 og 27 år.
De pågældende sigtes for en lang række forhold. Blandt andet sigtes de to for at stå bag et hjemmerøveri, som fredag 16. oktober kl. 19.00 blev begået i en landsby i nærheden af Grenaa.
Her opsøgte de to mænd en person og afkrævede ham ved både trusler og vold penge, og tvang ham til at hæve og aflevere 15.000 kr.
De to sigtede fremstilles tirsdag formiddag i Retten i Randers med henblik på varetægtsfængsling.