Fortsæt til indhold

Politiet mandsopdækker pædofilitiltalt

Krimi
Jacob Nielsen

Politiet er massivt til stede ved Retten i Randers i dag, hvor sagen mod en 48-årig mand fra Randers, der er sigtet for omfattende international pædofili, begynder. Det skriver Din Avis Randers.
Manden er tiltalt for at have opfordret og medvirket til, at omkring 23 personer fra flere forskellige lande har begået
seksuelle overgreb mod børn. Overgreb som er blevet videooptaget og fotograferet. Disse film og billeder har den 48-årige efterfølgende delt på internettet.
Efterforskningen mod den 48-årige blev indledt sidste år af Europol, og siden sagen kom frem i offentligheden, har de sociale medier flydt over med trusler mod den 48-årige. Det er ifølge eb.dk blandt andet sket i den lukkede gruppe "Facebook Randers", og det er baggrunden for, at politiet vil være tilstede både civilt og uniformeret ved retsbygningen.
Der er afsat i alt 15 dage til sagen. Anklagemyndigheden, repræsenteret af anklager Morten Rasmussen, går efter en tidsubestemt forvaringsdom.