Tjener kassen på hvalpefabrikker
Hvalpe er blevet en handelsvare her til lands og kyniske hundehandlere har frit lejde. Det siger Dyreværnet, som ønsker politisk indgriben, så der kan blive sat en stopper for den kyniske hvalpeproduktion.
Onsdag satte dyreværnsorganisationen en underskriftsindsamling i gang på Facebook, som nu allerede har indsamlet mere end 24.000 underskrifter. Målet er 50.000, og de skal alle indleveres til Fødevareministeriet og Justitsministeriet i håb om, at kunne råbe politikerne op og få sat fokus på området. Det siger Dyreværnets direktør, Signe Sehested Lund, som er harm over, hvor frit spil avlsfabrikkerne har i Danmark.
"Hvis vi får en anmeldelse og rykker ud til en hvalpefabrik, så har vi ingen beføjelser andet end, hvis avleren frivilligt lukker os ind. Hvis ikke vi får adgang, kan vi vælge at politianmelde, men inden politiet når frem, lykkedes det sædvanligvis avlerne at fjerne hvalpene og gemme dem på en anden lokation. Det har vi oplevet flere gange. Hvis sagerne endeligt ender for retten, slipper de tiltalte sædvanligvis alt for let med en bøde. Der skal virkeligt meget til, for at de mister retten til at have med dyr at gøre, og de kan derfor blot fortsætte deres forretning, som er voldsomt indbringende. Vi har set eksempler på, at bagmændene kan tjene flere millioner kroner om året på det. Det er frustrerende," siger Signe Sehested Lund.
Hun anser problemet med hvalpefabrikker som værende stigende i Danmark. Typisk er det de letomsættelige racer, der skam-avles. Det gælder blandt andet racerne Shih Tzu, Mops, Fransk Bulldog, Lhasa Apso og Coton de Tulear (Bomuldshund).
Hundene opbevares typisk i store lader på landet, men i et af de værste eksempler, Dyreværnet har været med til at optrevle, foregik avlen ligefrem på et motel.
"For et par år siden rykkede vi ud til et nedlagt motel, som var blevet omdannet til hvalpefabrik. Her havde ejerne installeret forskellige hunderacer på hver deres motelværelse, så der var f.eks. Fransk Bulldog på værelse 6 og et rum fyldt med Mops på værelse 7. Når familier kom for at se på en hund, så blev hundene hentet over i "hovedhuset", hvor forholdene var væsentligt bedre, så køberne ikke fattede mistanke," fortæller Dyreværnets direktør.
Hun erkender, at det kan være svært for køberne at gennemskue, om hundene er fra en avlsfabrik, men der er dog visse faretegn man kan holde øje med - blandt andet om sælgeren ønsker at møde dig et andet sted end på hjemmeadressen - eksempelvis på en parkeringsplads, om prisen er billigere end normalt, eller om hundene ikke ser ud til at være menneske-vandte.
Se mere om Dyreværnets kamp mod de danske hvalpefabrikker her: KLIK
Dyreværnet vil bekæmpe kyniske hundehandlere, som driver deciderede hvalpefabrikker i Danmark. Det skal stoppes, mener...
Opslået af Lokalavisen.dk på%26nbsp;19. november 2015