Fortsæt til indhold

Fire veninder bankede 26-årig mandlig ekskæreste

Krimi
Arkiv

Tæskehold plejer at bestå af mænd, ofte hårdkogte og muskelsvulmende. Men onsdag aften var det et kvindeligt tæskehold bestående af fire kvinder og veninder, der tog ud for at true og banke en 26-årig mand og ekskæreste til en af kvinderne, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Klokken 23.30 fik politiet oplysning om, at en 26-årig mand netop var blevet overfaldet af en tidligere kæreste og nogle af hendes veninder på en adresse på Kierulffsvej i Slagelse.
Ekskæresten truede den 26-årige mand med en kniv og smadrede en vase i hovedet på ham, så han fik en flænge i hovedbunden.
Kort efter anmeldelsen var politiet på stedet. Her blev ekskæresten - en 23-årig kvinde fra Slagelse - anholdt sammen med tre af hendes veninder, der er i alderen 19-20 år.
De tre veninder blev løsladt tidligt på morgenen efter afhøring på politistationen i Slagelse, mens den 23-årige fortsat er anholdt. Hun er sigtet for kvalificeret vold, oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi