Tyv stjal PH-lampe og to gedeskind
Vindue i en havedør blev opbrudt ved indbrud i privat bolig på Havnevej i Grenaa
Af Martin Schultz
Det er ikke altid til at vide, hvad tyveknægte går efter, når de bryder ind i private hjem.
Det viser et indbrud i en bolig på Havnevej i Grenaa i den forløbne uge i tidsrummet mellem forrige onsdag 19. november og i lørdags kl 14.00.
Her blev et vindue i en havedør brudt op, hvorefter der blev stjålet to gedeskind, en Kähler vase og en PH loftslampe.
Tørdragt og spiritus
Også lørdag kunne politiet fortælle om et indbrud med et usædvanligt kostervalg.
Her brød en eller flere ukendte gerningsmænd ind i en privat bolig på Borupvej i Hornslet mellem torsdag kl. 17.00 og fredag kl. 10.30.
En dør blev opbrudt, hvorefter der blev stjålet en tørdragt af mærket WIDE og noget spiritus.