79-årige John sprang i havnen for at redde druknet mand
Til sommer fylder John Gerrild fra Helsingør 80 år. Men hverken den høje alder eller det faktum at han, efter to blodpropper, har fået indopereret to stents og en pacemaker, holdt ham tilbage en juli-dag sidste år, da han så en mand ligge livløs i havnebassinet i Helsingør Havn. Fredag modtog han en dusør af Nordsjællands Politi for sit forsøg på at redde manden.
"Mine kone og jeg har vores daglige tur ned til havnen. På vej ud på midtermolen stod en dame og råbte 'HJÆLP, HJÆLP!'. Jeg stoppede bilen og kunne se, at der lå en derude med hovedet nedad og armene og benene ud til hver side," forklarede John ved fredagens dusøroverrækkelse på politigården i Helsingør.
John reagerede resolut:
"Jeg smed hurtigt solbriller og pung, og så var det ellers bare i karret og ud efter ham. Det var ren reflex - altså som om jeg lukkede helt af for alt andet. Jeg fik fat i ham og vendt ham om, og så begyndte han at ralle," siger John, der fik bugseret den druknede mand ind mod Kronborg Havbad, hvor en tililende person hjalp med at få ham op på kajen.
Manden var bevidstløs og blev afhentet at ambulance. Han slap levende fra ulykken, men er dog desværre senere død.
LÆS OGSÅ: Kvinde gennembanket med jernstang på åben gade: Denne mand steg ud af sin bil og reddede hendes liv
Fungerende politidirektør hos Nordsjællands Politi, Mogens Hendriksen, takkede John Gerrild for hans mod og handlekraft og gav ham disse ord med på vejen:
"Den handling du udviste i situationen, er netop udtryk for det, vi gerne vil have. At borgere i det danske samfund træder i karakter, når de kan se, at der er behov for det. Det kan simpelthen ikke være bedre. Og at du så oven i købet kaster dig i baljen uden at tænke på, at du selv er i risiko for alverdens ting - det er utrolig flot."
John endte selv med at komme til skade ved redningsaktionen.
"Da jeg kunne bunde, skar jeg mine fødder. Du ved, Nordhavnen er jo bygget på gamle flasker og øldåser, så jeg måtte lige en tur på Sundhedscenteret og blive lappet sammen," siger den gæve 79-årige, som blev indstillet til dusøren af en tidligere kollega.
I dag hylder vi 79-%26#xe5;rige John Gerrild, som satte sit eget helbred til side for at redde en druknet person. John er Hverdagens Helt - giv ham et like med p%26#xe5; vejen:-)
Opslået af Lokalavisen.dk på%26nbsp;11. november 2015