Fortsæt til indhold

Mange hjertestartere virker måske ikke, når der er brug for dem

Krimi
Daniel Sennek

Mange af landets hjerterstartere risikerer, at batterierne er flade den dag, der for alvor bliver brug for dem. Det skriver P4 Sjælland.
Det er nemlig de foreninger og klubber, som har sponsoreret hjertestarterne, der også skal stå for vedligeholdelsen - og dermed også nye batterier til dem.
Det fører til frygt for, at nogle af hjertestarterne ikke er vedligeholdt den dag, de skal bruges til at genoplive et menneske med hjertestop. Det bekræfter formanden for Dansk Råd for Genoplivning, hjertelæge Jens Flensted Lassen.
- Vi vil drøfte det, når vi mødes næste gang i Dansk Råd for Genoplivning. Jeg tror, at det kommer bag på rigtig mange klubber og foreninger, at de står med det økonomiske ansvar. Og jeg synes, den frygt der er for, om hjertestarterne virker, er reel, siger han til P4 Sjælland.
Grethe Thomas er projektleder i Trygfonden, der hver år uddeler 100 hjertestartere til foreninger og klubber. Hun forventer, at foreningerne selv vedligeholder hjertestarterne.
- Vi tager jo ikke ud og tjekker. Men har man sagt ja til få en hjertestarter og være med til at redde liv, ja så er man vel også klar til at betale for vedligeholdelsen, siger hun til P4 Sjælland.