Sådan kan bøden blive så høj
Politikens Lokalaviser har fået aktindsigt i Nordsjællands Politis fartkontrol fra januar 2014 til august 2015. Og her er der nogle tal, der springer i øjnene. En række bøder ligger nemlig langt ud over det sædvanlige størrelsesmæssigt.
12 bilister har overtrådt færdselsloven i en sådan grad, at de har fået en bøde på hele 17.000 kroner. De rekordjøje målinger er alle foretaget på Helsingørmotorvejen henholdsvis den 1. maj 2014, den 14. april 2015, den 13. juli 2015 og den 29. juli 2015.
LÆS OGSÅ: Blitzet af fartkamera: Det koster en 57-årig mand en kvart million
Men hvordan kan en fartbøde overhovedet nå op i så svimlende beløb?
"Bøderne kan komme derop, hvis man eksempelvis kører 140 km/t eller derover, hvor man højst må køre 50 km/t, som for eksempel på Helsingørmotorvejen under vejarbejdet. En så høj fart vil udløse en grundbøde på 7.500 kroner. Hertil kommer et højhastighedstillæg på 1.000 kroner - altså i alt 8.500 kroner. Denne takst fordobles så, når forseelsen sker i vejarbejdsområde og ender på den måde på 17.000 kroner," siger operativ leder af færdselsafdelingen i Nordsjællands Politi, Per Lundbæk Nielsen.
Han oplyser samtidig, at der oven i vil komme et bidrag til offerfonden på 500 kroner, som opkræves, når forseelsen udløser et klip eller en frakendelse af kørekortet. Og det vil der i et tilfælde, hvor man kører 140 km/t gennem en 50 km/t-zone.
"Her vil frakendelsen af kørekortet blive ubetinget," siger Per Lundbæk Nielsen.