Fortsæt til indhold

Snarrådige vidner fældede indbrudstyve på Fenrisvej

To tyve er i dag blevet fængslet i fire uger, efter at vakse vidner i nat alarmerede politiet

Krimi
Louise Nyvang Burmeister

To indbrudstyve er i dag blevet varetægtsfængslet i fire uger efter natligt togt på Fenrisvej. Først blev tyvene overrasket af årvågne vidner, og da gerningsmændene senere vendte tilbage for at hente tyvekosterne, kunne en hundepatrulje anholde dem.
Det oplyser Østjyllands Politi.
Lidt før klokken et i nat så vidner to mænd komme ud af en villahave på Fenrisvej i Aarhus bærende på diverse indkøbsposer.
Vidnerne syntes, at det så noget mistænkeligt ud, så de råbte de to mænd an. Mændene løb fra stedet hen til en personbil, som de flygtede i.

Vidnerne lyste med forlygterne på deres egen bil ind i haven. Her kunne de se, at der stod en Arne Jacobsen stol, Ægget, et fladskærms-tv og et par lamper gemt i haven.

De ringede straks til politiet, som kom til stedet. En hundepatrulje "snusede" i den næste tid rundt i området og godt to timer efter anmeldelsen, kom den samme personbil kørende forbi gerningsstedet.

Hundepatruljen eftersatte personbilen, der hurtigt kørte fra stedet, da den så politiet. På Gefionsvej blev patruljen standset, og de to personer anholdt.
De to gerningsmænd, der er først i tyverne, blev varetægtsfængslet i fire uger frem til 20. august. 2015.