Knivdrama i Kvickly
Fredag kort efter middag trak en mand en kniv i Kvickly
I Kvickly i Lillerød bymidte udviklede et formodet forsøg butikstyveri temmelig dramatisk.
Ifølge et vidne, som Allerød Nyt har talt med, så havde han den opfattelse, at et butikstyveri ved at blive afsløret. Der blev noget tumult, og der løb folk rundt inde i butikken, fortæller vidnet, der også beretter om, at der bliver råbt noget med en kniv.
Gerningsmanden forsøger at løbe ud af butikken, men bliver fanget i den store svingdør, som man slukker for, mens han er inde i den. Han kører svingdøren baglæns, og svingdøren går igang igen, så han kan komme ud af butikken.
Vidnet fortæller også, at man fulgte efter manden på behørig afstand, og at han ikke kender mere til udviklingen derefter.
Fra Kvicklys side har man ingen kommentarer, udover at man er glade for, at politiet var hurtigt ude.
Nordsjællands Politi oplyser, at de fik anmeldelsen om butikstyveri klokken 13.21, og ifølge politiet, så blev det til et røveri, da gerningsmanden trak en kniv.
Anmelderen fulgte efter manden gennem Lillerød til stationen, og her blev manden anholdt 13.29. Nordsjællands Politi oplyser, at han har en fortid, der gør, at de prøver at få ham fremstillet i grundlovsforhør lørdag formiddag.
Det drejer sig om en 31-årig mand, der bor på Modtagecenter Sandholm.