Mand fik tæsk og udbrændt bil
Lørdag morgen klokken 05 ringede en 41-årig franskmand til Varde Lokalpoliti.
Han er ansat ved virksomheden Pipetek på Gammelgårdevej i Outrup og overnatter på adressen, da han hører nogen rode rundt ude på pladsen foran virksomheden.
"Han går ud og ser, hvad der sker, og mødes af tre mænd, som overfalder ham med knytnæveslag og slår med en hård genstand. De løber ind i huset og stjæler en bilnøgle fra et nøglebræt. Inden de kører væk, sætter de ild til en WV Vento, der ejes af virksomheden," fortæller Torben Kloster fra Varde Lokalpoliti.
De tre mænd kører derefter væk i franskmandens bil, en grøn Mercedes ML400 AMG, som er fransk registreret.
Klokken 07.24 kommer der en anmeldelse om, at netop denne Mercedes holder udbrændt på en mark langs Hennebjergvej ved Nørre Nebel.
"Man kan se, at bilens fører ikke har fået drejet i et sving, er kørt ned i rabatten, gennem et hegn og endt ude på marken. Den er efterladt og udbrændt, og vi ved endnu ikke, hvordan denne brand er opstået," siger Torben Kloster.
Varde Lokalpoliti er meget interesseret i at høre fra folk, der har set den franske grønne Mercedes køre rundt natten mellem fredag og lørdag.
"Vi har ingen signalementer af de tre mænd og vil meget gerne have hjælp fra vidner, der har set den lidt specielle grønne bil," siger Torben Kloster.
Den 41-årige franskmand fik buler i panden og en brækket hånd efter mødet med de tre mænd.