Fortsæt til indhold

19-årig bilist bakkede ind i bil og i skur og i bil - og stak af

Krimi
Michael Wulff

En kun 19-årig ung mand blev genkendt af vidner, da han lørdag formiddag tumlede rundt på Nettos p-plads i Hadsten og smadrede en anden bil to gange.
Det begyndte kl 10.30, da den 19-årige forsøgte at bakke ud fra sin p-plads. Under denne manøvre ramte han en bil med en 50-årig bilist, som oplevede, at den højre baglygte blev smadret ved uheldet.
Den 19-årige kørte derefter frem, men ramte nu skuret med alle indkøbsvognene. Og så blev den sat i bakgear endnu engang, hvorved den unge bilist ramte den 50-åriges bil, som ikke havde nået at fjerne sig. Nu gik det udover venstre baghjul og bagdøren, oplyser Østjyllands Politi.
Herefter forlod den 19-årige skyndsomt uheldstedet. Men politiet har gode vidneforklaringer og vil senere tage en snak med den unge mand.