Fortsæt til indhold

Brødre på 8 og 9 år alvorligt forbrændt

Krimi
Jacob Nielsen

En fiks idé blev forvandlet til et mareridt i en have på Vollerupvej i Kalundborg mandag, hvor to brødre på 8 og 9 år legede ved et bålsted.
En af drengene smed på et tidspunkt en spraydåse ind i bålet. Kort efter eksploderede spraydåsen med en sådan kraft, at drengene fik forbrændinger på armene, i ansigtet og på hovedet. Blandt andet blev en del af drengenes hår brændt af. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
En nabo hørte eksplosionen og slog alarm via 112 klokken 13.28. Herefter blev de to tilskadekomne drenge hastet til Rigshospitalet med en tilkaldt lægehelikopter.
Mandag aften meldte lægerne fra Rigshospitalet heldigvis, at begge drenge er udenfor livsfare.
Politiet undersøger nu de nærmere omstændigheder omkring ulykken.