Fortsæt til indhold

Uheldig bilist uden kørekort

En bilist uden kørekort var en af fire lokale sager omtalt i dagens døgnrapport fra Østjyllands Politi

Krimi
Af Mogens Greve

Det var ikke så heldigt for en 24-årig mandlig bilist, at en politipatrulje tirsdag kl. 17.02 standsede ham på Karen Blixens Vej i Grenaa og spurgte, om de måtte se hans kørekort.
Han havde nemlig ikke noget.
Forsøg på indbrud i Auning
Der er i tidsrummet mandag kl. 20 til tirsdag kl. 9 forsøgt indbrud i en privat beboelse på Banevænget i Auning. Et vindue er forsøgt brudt op, men længere kom vedkommende ikke.
Indbrud i privatbolig i Ebeltoft
Der har tirsdag mellem kl. 7.45 og kl. 15.15 været indbrud i en privat beboelse på Jeppe Åkjærs Vej i Ebeltoft. To vinduer er brudt op, og der er stjålet en bærbar PC og smykker.
50-årig spritbilist i Grenaa
En politipatrulje standsede tirsdag kl. 17.25 en 50-årig mandlig fører af en ladbil på Kirkestien i Gernaa. En spiritusprøve viste, at bilisten var alkoholpåvirket, hvorfor han blev anholdt og taget med til udtagelse af blodprøve.