Her er vinderen
Sommertiden plejer at være det, man i medieverdenen kalder agurketiden. Hvad skal man skrive om, når alle er på ferie og intet sker – og så bliver det til agurkehistorier i avisen. Det har nu fået Dansk Gartneri til at indstifte en ny pris i form af ”Årets agurkehistorie”. Prisen bliver givet til det medie, der i løbet af sommeren har lavet den mindste nyhedshistorie.
I år går prisen for ”Årets agurkehistorie” til TV2.dk for historien ”Støjberg kæmpede mod myg under interview”. Prisoverrækkelsen fandt sted torsdag i TV2s redaktionslokaler på Teglholmen.
”Her er tale om en såkaldt meta-historie, hvor journalister skaber en nyhed om deres egen virkelighed. TV2.dk laver simpelthen en nyhedshistorie baseret på en lille forstyrrelse under et tv-interview. Meget mindre kan det vist ikke blive. Det er groft sagt en myg, der bliver blæst op til elefantstørrelse,” lyder begrundelsen fra medieprofessor Anker Brink Lund, som fortsætter:
”Denne historie vinder Årets agurkehistorie, fordi den scorer lavt på samtlige af de klassiske nyhedskriterier – aktualitet, væsentlighed, identifikation, konflikt og sensation. Og den er desuden ganske tidstypisk for de nye netmedier, som efterhånden kører agurkehistorier året rundt.”
På TV2.dk bliver prisen for Årets agurkehistorie modtaget med et smil:
”Vi har medarbejdere på vores redaktion, der spiser ubegribelige mængder af grøntsager, så vi tager imod prisen med taknemmelighed,” siger Peter Brüchmann, chef for TV2 Digital.
Historien om Støjbergs mygge-kvaler var i øvrigt oppe mod følgende nominerede:
- Solstrålehistorie: 92-årig fik særlig hjælp af politihunden Eddie til at finde sine briller (BT.dk)
- Julemænd ikke kun sjov og ballade (Ekstra Bladet)
- Danske kvinder opgiver topløsheden (Politiken)
- Folkedansere er en uddøende race (TV-Avisen)