Fortsæt til indhold

Jesper er tilbage efter sit alvorlige cykelstyrt

Nærpoliti Hammels Jesper Poulsen brækkede en knogle i ryggen under et glatføreuheld i marts

Krimi
Michael Wulff

“Jeg skal svinge i Farre, så jeg rører bremsen let. Det næste, jeg husker, er, at jeg ligger på ryggen midt på kørebanen, mens cyklen ligger tre meter væk. Og det gør helvedes ondt.”
Den ene af Hammels to betjente, Jesper Poulsen, var denne tirsdag morgen ved seks-tiden i begyndelsen af marts på vej til arbejde på sin racercykel. En tur på 27 kilometer fra hjemmet nær Silkeborg.
LYT: Hør Michael Wulffs interview med Jesper Poulsen (varighed 7:16)

Isglatte veje

Om natten havde det været regnvejr, men ved 5.30-tiden klarede det op og skabte isglatte veje i Favrskov. Det kom bag på kommunen og et par bilister - der røg i grøften - og så Jesper Poulsen på sin cykel.
Han brækkede ryggen ved faldet. Et eller andet hårdt i den 55-årige politiassistents rygsæk havde ramt ham rent i ryggen og skabt et brud på en knogle inde bag rygsøjlen.
Nu lå han der, midt i Farre med store smerter.
“Jeg tænkte ikke på at ringe efter hjælp. Man bliver jo normalt ikke invalideret af at falde på en cykel, tænkte jeg, så jeg skulle bare videre til Hammel.”
Jesper Poulsen fik sig stablet op på raceren, men måtte køre i stærkt nedsat tempo de sidste fire kilometer til rådhuset i Hammel.
“Jeg kunne ikke træde igennem, slet ikke.”

Det var her i dette vej-T kryds, at Jesper Poulsen væltede med cyklen.

Ambulance tilkaldt

Den ellers sportstrænede Poulsen når forpint porten til cykelkælderen under rådhuset i Hammel.
“Så kunne jeg godt nok ikke mere. En sød kvinde fra rådhuset kom og hjalp mig ind, og så fik vi tilkaldt en ambulance.”
Den bragte Jesper Poulsen til Aarhus Sygehus, hvor han gennemgik en scanning, der viste, at han havde brud på en rygknogle.
“Jeg skulle heldigvis ikke opereres, men jeg har fået korset på i tre måneder. De siger, at jeg slipper uden mén.”
Jesper Poulsen var indlagt i 12 timer, så blev han sendt hjem.

Politiassistent Jesper Poulsen er tilbage på politikontoret i Hammel - i første omgang på halvtid. Uniformsskjorten kommer først på senere. "Der er ikke rigtig plads, når jeg også skal bære korset," siger han.

Politimandens morale

Han har først genoptaget sit arbejde på halvtid den 1. maj. Han skulle være startet 1. marts efter en udstationering hos nærpolitiet i Aarhus Vest.
“Det var rigtig træls ikke at kunne vende tilbage til min makker (landbetjent Arne Knudsen, red.) som aftalt. Men nu er jeg her, selvom jeg ikke løber så stærkt lige nu.”
“Og skal vi have en morale ud af denne historie, må det være, at man kun har bløde ting i sin rygsæk. Eller bruger en taske på cyklen. Og så lige huske hjelmen. Den havde jeg selvfølgelig på,” siger Jesper Poulsen med det sædvanlige grin.

Selv politifolk kan komme galt afsted - vi er glade for at se ham igen :) / Michael Wulff, journalist

Posted by FavrskovPosten on 24. maj 2015