Fortsæt til indhold

Fandt mand livløs i havedam - men lod ham ligge

De to sundhedsfaglige kvinder er tiltalt af Syd- og Sønderjyllands Politi for skødesløshed i forbindelse med dødsfald

Krimi
Jacob Nielsen

En 57-årig sygeplejerske og en 28-årig social- og sundhedsassistent er tiltalt for at have udvist grov skødesløshed i forbindelse med en mandlig borgers død tilbage i januar 2014. Mandag var sagen, som anklagemyndigheden har rejst efter kritik fra embedslægen, for retten i Sønderborg.
Episoden skete, da social- og sundhedsassistenten skulle aflægge den 80-årige mand et tryghedsbesøg i hans private bolig ved Nordborg på Als.
Da hun ikke umiddelbart kunne finde manden, tilkaldte hun ekstra personale - blandt andet den medtiltalte sygeplejerske.
De fandt ham til sidst liggende livløs med ansigtet nedad i en havedam, men undlod at trække ham op, undersøge ham for livstegn og iværksætte genoplivning.
"Embedslægen var chokeret over deres manglende handlemåde og hans udtalelse har været forelagt for Sundhedsstyrelsen, som mener, at der er tale om en grovere skødesløshed. Det er på den baggrund, vi fører sagen," siger anklager, Rikke Brændgaard-Nielsen, fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Lokalavisen.dk.
Ifølge Rikke Brændgaard-Nielsen forklarede de to kvinder i retten, at de ikke mente, at der var tvivl om, at den 80-årige mand var afgået ved døden, da de fandt ham.
Sagen blev færdigbehandlet mandag, men der tages først stilling til skyld og strafudmåling næste uge.