Mand udsat for grov vold i en time
Østjyllands Politi eftersøger to mænd fra lokalområdet efter grov voldsepisode i nat
En 26-årig mand fra Glesborg blev tidlig tirsdag morgen udsat for grov vold med slag med flere genstande. Bag volden stod to gerningsmænd.
Østjyllands Politi fik kl. 04.38 en anmeldelse om, at en mand havde været udsat for vold i sit hjem i Glesborg. Han var løbet efter hjælp hos en genbo.
Den 26-årige mand har fortalt politiet, at han i sit hjem blev opsøgt af to personer, som den 26-årige kendte i forvejen. I hjemmet blev han udsat for grov vold med slag med flere genstande.
”Efterforskningen tyder på, at den 26-årige blev udsat for volden i en times tid,” lyder det i en meddelelse fra Østjyllands Politi.
Den 26-åriges mands tilstand er pt. ukendt, men han blev ifølge politiet kørt til behandling på skadestuen.
Østjyllands Politi eftersøger i øjeblikket to identificerede mænd fra lokalområdet på hhv. 27 og 35 år.
Politiet ønsker pt. ikke at oplyse yderligere om volden eller, hvad der ligger bag.