"Jeg slår dig ihjel"
Jeppe Rafn
Torsdag formiddag klokken 09.30 modtog politiet en anmeldelse om et bizart optrin på havnen i Horsens.
Her blev en mand jagtet af en anden mand, der svingede med en golfkølle og råbte 'jeg slår dig ihjel'.
Politiet tog derud og fik anholdt en 47-årig mand fra Horsens, der erkendte, at han havde jagtet en 42-årig mand fra Horsens og truet ham.
Den 47-årige er blevet sigtet for trusler på livet, oplyser Horsens Lokalpoliti.
Lokalpolitiet kender ikke baggrunden for tvisten mellem de to mænd og gårsdagens 'menneskejagt' på havnen.