Faldt i søvn bag rattet og ramte to modkørende biler
Annette Schmidt
En 76-årig kvinde fra Sorø faldt i går klokken 13.15 i søvn bag rattet, da hun kom kørende med cirka 80 kilometer i timen i nordgående retning på Gammel Århusvej i Hovedgård.
Kvinden drejede i søvne over i modsatte vognbane, hvor hun først ramte en bil ført af en 43-årig mand fra Hovedgård, der kom kørende i sydgående retning på Gammel Århusvej.
Bagefter ramte kvinden endnu en bil. Denne gang en varebil ført af en 30-årig mand fra Nørre Åby, der kørte bagved den 43-årige mand, også i sydgående retning.
Alle involverede parter var heldige at slippe fra den alvorlige ulykke med småskrammer.
Det er endnu uvist, om den 76-årige kvinde bliver sigtet.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.