Politiet jagter mand med rødt hår og rødt fuldskæg
Den mand politiet jagter i forbindelse med voldtægten af en 13-årig pige fra Skælskør i søndags havde helt specielle kendetegn. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, som nu har frigivet et signalement af manden.
Til sn.dk beskriver politiet ham som: Cirka 20 år gammel, cirka 175 centimeter høj, rødhåret med rødt fuldskæg. Talte dansk uden accent. Han var iført en sort hue, der var trukket lidt ned over hovedet, en sort t-shirt med tryk på venstre side af brystet og grå joggingbukser. På fødderne havde han sorte sko uden snørebånd men med elastisk lukning.
"Vi er fortsat meget interesseret i at høre fra eventuelle vidner, der måtte have befundet sig i nærheden af Fodsporet syd for Tystofte på gerningstidspunktet eller lige før og efter klokken 16.15 i søndags. Vi vil selvfølgelig også meget gerne høre fra nogen, som kender til en mand med det lidt usædvanlige udseende," siger vicepolitiinspektør, Allan Holm, fra lokalpolitiet i Slagelse til sn.dk. Han understreger, at manden kan have barberet sit røde fuldskæg af siden i søndags.
Den 13-årige pige traf voldtægtsmanden på naturstien Fodsporet syd for Tystofte ved Skælskør klokken 16.15 søndag eftermiddag. Ifølge pigen blev hun udsat for fuldbyrdet voldtægt.