Fortsæt til indhold

'Julekortsælger' rykkede halskæde af 95-årig kvinde

Krimi
Jeppe Rafn

Flere gamle kvinder har i weekenden fået besøg af mænd, der udgiver sig for at ville sælge julekort, men har et helt andet formål med at besøge de gamle. Det oplyser Horsens Lokalpoliti.
Søndag cirka klokken 14 ringede det på døren hos en 83-årig kvinde, der bor i Skovbrynet i Hovedgård.
I døren stod en mand, der ville sælge julekort, og pludselig kommer der en anden mand, som går direkte forbi kvinden og ind i hendes hjem, hvor han stjæler 400 kroner i sedler fra en pung. Kvinden har beskrevet mændene som udlændinge.

Så mand i toiletspejl

På Plejecenter Nederbylund på Fælledvej i Tørring var en kvindelig beboer på 93 år søndag klokken 15.20 ude på sit toilet, da hun i spejlet så, at der var en ukendt mand på 20-30 år i hendes lejlighed.
Kvinden råbte ad manden, hvilket fik ham til at komme ud på toilettet og spørge, om hun ville købe julekort.
Det afslog hun, hvorefter manden forsvandt. Derefter opdagede hun, at hun havde fået stjålet sin pung med 1.000 kroner i kontanter.
'Julekortsælgeren' havde mørkt, brunt pjusket hår og var iført en grå t-shirt og mørke lærredsbukser.

Rykkede halskæde af

Nogle timer senere i en nærliggende ældrebolig på Fælledvej blev en kvinde på 95 år ligeledes opsøgt af en falsk julekortsælger.
Det skete søndag klokken 20.20, hvor manden ringede på hendes dør. Kvinden sagde, hun ikke var interesseret, men så rakte manden ud og rykkede hendes halskæde af.
Kvinden fik tilkaldt hjælp via en nødkaldsalarm, da gerningsmanden var forsvundet. Der er ikke noget signalement af ham.
"Det er nærliggende at tro, det er den samme gerningsmand, der har været på spil begge steder. Der er godt nok nogle timer imellem, men fremgangsmåden er den samme og det sker i samme område," siger politikommissær Jesper Julian Christensen, Horsens Lokalpoliti.
Politiet har i de seneste par uger oplevet flere lignende sager i Hedensted og Horsens Kommune, hvor ældre kvinder bliver opsøgt og bestjålet.
"Der er grund til at opfordre folk til at være ekstra påpasselige med, hvem man lukker ind, og sikre sig at folk er, hvem de udgiver sig for at være. Og man kan tænke over ikke at have smykker og punge liggende synligt fremme, for vi ser, at gerningspersonerne bare vader ind og tager værdier," siger politikommissær Jesper Julian Christensen, Horsens Lokalpoliti.