400 volts ledninger kan være livfarlige
<a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
Brand- og redningsfolk står overfor en ny udfordring, når de kaldes til trafikulykker, hvor el-biler er implicerede. Det er nemlig ikke ufarligt at håndtere de batteridrevne biler. Det fortæller indsatsleder fra Silkeborg Brand og Redning, Allan Riisberg, som mandag, for første gang, var på en opgave med at skulle klippe i en el-bil, da en Nissan Leaf var stødt sammen med en anden bil i et vejkryds i Kjellerup, og føreren af Nissanen sad fastklemt.
"Under el-bilerne løber der nogle ledninger, som kan indeholde strøm med styrke fra 400 helt op til 700 volt. Dem skal vi passe godt på, at vi ikke får klippet i eller beskadiget på anden vis. Der ligger dog allerede retningslinjer for den her type frigørelse. De først ankomne redningsfolk skal aflæse bilens nummerplade, som videregives til vagtcentralen. Tilbage får de så en melding om, hvordan ledningerne løber i den pågældende bilmodel, og om der eventuelt er en hovedafbryder, vi kan slukke for, så vi undgår yderligere skader på den kvæstede og brandfolkene," siger Allan Riisberg til Lokalavisen.dk.
Han oplyser samtidig at, hvis der er brand i en el-bil, så skal der holdes en afstand på fem meter i forbindelse med slukningsarbejdet, da vand jo som bekendt er strømførende.
To personer blev i øvrigt kørt på sygehuset efter mandagens ulykke i Kjellerup. Deres tilstand er ifølge localeyes.dk ukendt.
Se flere videoer på localeyes.dk.