Ukendt mand omkommet i trafikulykke
En ukendt mand er død efter en trafikulykke på Københavnsvej i Roskilde. Det oplyser Midt- og Vestsjælland Politi. Endvidere er en 23-årig rumænsk mand lettere tilskadekommen.
Ulykken skete omkring kl. 03:00 i nat. Da politi og ambulance nåede ulykkesstedet fandt de en forulykket knallert, samt de to mænd. Den afdøde mand omkom af svære kvæstelser i hovedet.
Midt- og Vestsjællands Politi har undersøgt ulykkesstedet, men kender endnu ikke omstændighederne ved selve ulykken, da der ikke var nogen øjenvidner til selve ulykken. På ulykkesstedet fandt politiet kun én styrthjelm.
Politiet har heller ikke kunnet afhøre den 23-årige rumæner endnu grundet sprogproblemer.
Lokalpolitiet i Roskilde hører gerne fra vidner eller personer, der har set de to mænd i forbindelse med ulykken. Politiet kan kontaktes på tlf. nr. 114.