Truede med at drukne niece i spand
Retten i Glostrup idømte torsdag en 39-årig dansk/tyrkisk mand fra Herlev fire måneders betinget fængsel for vold og trusler imod sin 15-årige niece. Det oplyser Københavns Vestegns Politi.
Manden har været tiltalt for i to tilfælde at have slået niecen gentagende gange i ansigtet, fordi hun havde fået en kæreste, som familien ikke ville acceptere. Disse episoder foregik begge i marts måned.
I forbindelse med den ene episode var onklen også tiltalt for at have truet niecen ved at sige, at hvis hun ikke gjorde, som hun lovede, ville han dræbe dem begge og lægge ligene ved siden af hinanden. Han sagde samtidig, at han var ligeglad med at komme i fængsel.
Anden gang onklen slog pigen, sagde han, at han ville fylde en spand vand og drukne hende i den. Han sagde, at det havde han prøvet før, så det vidste han virkede. Han sagde også, at han ville sende hende til Tyrkiet, så hun kunne blive gift med en gammel mand. Onklen var også tiltalt for at have taget kvælertag på den 15-årige pige.
"Jeg er tilfreds med, at manden er blevet dømt i henhold til anklageskriftet og at retten, ligesom politiet og anklagemyndigheden, har vurderet, at pigen er troværdig," siger anklager Maja Blomquist Rasmussen. Den 39-årige mand har udbedt sig betænkningstid i forhold til at anke dommen.