19-årig anholdt efter trusler mod gymnasium
Silkeborg Gymnasium er blevet bevogtet af flere politivogne og adskillige betjente, efter at der i weekenden blev fremsat trusler mod skolen.
Ifølge Silkeborgnyt.dk er der tale om trusler fra en elev på skolen, der i weekenden blev fremsat på Facebook. Angiveligt var eleven påvirket af hash, da han fremsatte truslerne.
Truslerne blev fremsagt af en 19-årig mand, der i dag kl. 12.27 blev anholdt af Midt- og Vestjyllands Politi. Den 19-årige mand er for nylig blevet bortvist fra gymnasiet.
” Ytringer af truende karakter er noget, vi altid tager alvorligt og derfor iværksatte vi her fra morgenen af en tryghedsskabende foranstaltning på gymnasiet. Vi er tilfredse med, at den 19-årige mand nu er anholdt, så vi kan få efterforsket sagen yderligere”, udtaler vicepolitiinspektør Niels Kristian Larsen, fungerende leder af Silkeborg Lokalpoliti.