En mor hopper i døden med sin 1-årige datter
Torsdag aften rykkede Københavns Vestegns Politi ud til en meget tragisk opgave. En mor og et lille barn har mistet livet efter at moren sprang ud fra en altan på tredje sal i en boligblok i Høje Taastrup med sin etårige datter.
Kvinden hoppede i døden med barnet i favnen fra en lejlighed, der ligger i boligområdet Taastrupgård. Det bekræfter Københavns Vestegns Politi over for Ritzau.
- To personer har mistet livet. Vi antager, at kvinden og barnet er i familie, og at der er tale om en mor og en datter, siger vagtchef Brian Munck.
Københavns Vestegns Politi fik anmeldelsen torsdag klokken 21.11, da et vidne ringede til alarmcentralen. Politiet mener, at der efter alt at dømme er tale om et selvmord.
- Vi kender ikke baggrunden for, hvorfor hun sprang. Vi har ikke fundet et afskedsbrev, men vi har talt med vidner derude, og deres observationer gør, at vi antager, at det var selvmord, siger Brian Munck.
- Hvorfor kan vi indtil videre kun gisne om, siger vagtchefen.
To mænd var i lejligheden, og de er begge taget med politiet til stationen.
- Der er ingen sigtede eller anholdte i sagen. De er taget frivilligt med til stationen, siger Brian Munck.
Københavns Vestegns Politi vil ikke oplyse nærmere om de to mænds tilhørsforhold hverken til kvinden og barnet.
Politiet efterforsker sagen som et selvmord, men betjente er på stedet for at sikre spor, hvis sagen skulle tage en drejning.
- Når vi ikke har det fulde overblik, tager vi vores forholdsregler. Vi behandler gerningsstedet og de implicerede, så vi er klar til at starte en drabssag op, hvis det bliver nødvendigt, siger vagtchefen.
Der blev ydet førstehjælp til kvinden og barnet efter faldet, men ingen af dem overlevede deres kvæstelser.