Fortsæt til indhold

Politiet tog bilen fra 16-årig påvirket af hash

Krimi
Annette Schmidt

Politiets fik onsdag nok af en 16-årig dreng fra Horsens.
To gange på samme dag blev han taget for at køre bil uden kørekort samtidig med, at han var påvirket af hash.
Den 16-årige blev første gang stoppet af politiet onsdag klokken 01.45, da han kom kørende i en personbil ad Bjerrevej ved Oens Skov i Horsens.
Politiet tog i den forbindelse den unge mand en tur med på stationen til en blodprøve, hvorefter han blev sigtet for at køre bil uden førerbevis, samt for at køre bil i påvirket tilstand.
Det afskrækkede imidlertid ikke den 16-årige dreng.
Onsdag klokken 17.05 sad den unge mand igen påvirket af hash bag rattet i en personbil. Denne gang på Hulvej i Horsens.
Her mødte den 16-årige igen politiet, hvis tålmodighed var sluppet op og derfor konfiskerede bilen.
Der er ingen oplysninger om, hvem der er ejer af bilen.
Det oplyser Peter Thaysen fra Horsens Lokalpoliti.