Sigøjnerboss skal i Højesteret
I dag har Rigsadvokaten besluttet, at sagen om sigøjnerbossen Gimi Levakovic skal for Højesteret. Det sker efter at Østre Landsret omstødte byrettens beslutning om en udvisningsdom.
I sagen i Østre Landsret blev Gimi Levakovic idømt halvandet års fængsel for trusler og våbenbesiddelse. Men i modsætning til byrettens dom, skulle han altså ikke udvises.
Sagen har været debatteret heftigt på især de sociale medier - hvor mange har været decideret uenige i Østre Landsrets beslutning.
Beslutningen om ikke at udvise Gimi Levakovic skyldes, at han har to mindreårige børn, som han alene har forældremyndigheden over. Østre Landsret lagde vægt på, at det ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at skille børnene fra deres far.
Det var hensynet til Artikel 8: Ret til respekt for privatliv og familieliv, der reddede ham.
Afgørelsen vakte voldsom debat, og Rigsadvokatens beslutning kommer ikke som den store overraskelse, efter at justitsminister Søren Pind (V) har givet udtryk for, at sagen bør prøves ved Højesteret.