Kan du genkende denne pose?
Der gøres nu et sidste forsøg på at finde moren til det hittebarn, som blev fundet i Ballerup i august
Københavns Vestegns Politi offentliggør nu billedet af den pose, en lille nyfødt pige blev fundet i mellem et par containere ud for adressen Baltorpvej 237 nær ved varmecentralen i Ballerup den 15. august.
Håbet er, at nogen kan genkende den specielle sort/røde pose med teksten Quint og billedet af en chimpanse.
"Det er vores sidste skud i bøssen i håbet om at finde frem til den mor, som har efterladt sit barn. Det er en rigtig kedelig og meget alvorlig sag, og det er af stor vigtighed at finde frem til moren, som må være dybt ulykkelig. Hun har brug for hjælp," sagde Carsten Jansson, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Vestegns Politi, til Station 2 Efterlyst torsdag aften.
Politiet har ikke fundet DNA-spor på posen og håber derfor, at nogen måske husker, de har set den karakteristiske pose blive båret ned til skraldeområdet den 15. august.
Den lille nyfødte pige, som var født 4-6 uger for tidligt, har siden været placeret i en akutplejefamilie i Ballerup og har det godt.
Hvis du har oplysninger i sagen så kontakt venligst Københavns Vestegns Politi på 43861448 eller på 114.