Fortsæt til indhold

“Må I køre så hurtigt I vil?”

Hjordkær Børnehus havde fint besøg forleden, da politiet kiggede forbi

Krimi
Af Betina Skjønnemand

Børnene i Hjordkær Børnehus leger lidt mere politi og røvere i disse dage end normalt.
Grunden til det er, at Børnhuset forleden havde besøg af en vaskeægte politibetjent.
Poul, som betjenten hedder, viste både pistol og ammunition frem, og børnene fik også lov at kigge nærmere på både knippel, peberspray og håndjern.
Poul var kørende i politibilen, der også fik et nærmere eftersyn af børnene, der fik vished om, hvor højt en sirene rent faktisk lyder.
Børnene havde forberedt en række spørgsmål, som Poul beredvilligt svarede på.
Han skulle for eksempel svare på, om han havde fanget mange tyveknægte, og om politiet må køre så hurtigt, de vil.
Begge spørgsmål kunne Poul svare bekræftende på, men tilføjede, at han jo også havde været betjent i mange år, og at politiet kun må køre hurtigt, hvis de blå blink er tændt.
Endelig ville børnene også vide, om børn kunne få en bøde eller komme i fængsel.
Her kunne Poul så heldigvis svare nej til begge spørgsmål.
“Børnene har efterfølgende arbejdet videre med indtrykkene og den nye viden,” fortæller de fra Børnehuset.