Fortsæt til indhold

"Villabrand i Værløse var påsat"

Krimi
Martin Warming

Branden i en villa på Evavej i Værløse tirsdag den 13. oktober var påsat.
Det bekræfter efterforskningsleder Kenneth Støvhase fra Nordsjællands Politi overfor Furesø Avis.
Politiet havde på forhånd en mistanke om, at branden var påsat, da der var tegn på indbrud i villaen, og nu viser de brandtekniske undersøgelser fra villaen altså, at den mistanke har vist sig at at holde stik.
"Vi er færdige med de tekniske undersøgelser på brandstedet, og alt tyder på, at branden er påsat", fortæller Kenneth Støvhase.
Læs også: Politiets mistanke: Indbrud i villa før brand
Beboerne i villaen var kun væk i få timer om eftermiddagen, den dag branden opstod - og politiet er ikke i tvivl om, at der er en sammenhæng mellem indbruddet og branden.
"Vi har konstateret, at der er knust en rude, men umiddelbart er der ikke blevet stjålet noget fra huset. Men vi ved stadig ikke, hvem der har gjort det, og hvad motivet har været, men det skal vi nu forsøge at finde ud af, og vi har sikret os en del tekniske spor fra brandstedet", siger efterforskningslederen til Furesø Avis.
Branden opstod kort før klokken 17 tirsdag den 13. oktober.