24-årig sigtet for uagtsomt manddrab
<a href=http://localeyes.dk target=_blank> Se flere fotos og video på Localeyes.dk</a>
To personer blev tirsdag klokken 14.28 dræbt i en voldsom trafikulykke i et kryds på Skovvejen ved Jyderup på Sjælland. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
Ifølge Localeyes.dk var de to personer et ældre ægtepar, som kom kørende fra øst ad Skovvejen og var ved at dreje mod syd, da de blev på torpederet af en hvid Fiat Ducato varevogn, ført af den 24-årige mand fra København.
Vidner har efterfølgende fortalt politiet, at den 24-årige overhalede de øvrige køretøjer hen over en spærreflade og kørte frem for gult eller rødt lys ind i krydset, hvor han ramte ægteparret, som var en 85-årig kvinde og en 89-årig mand.
På baggrund af vidneoplysningerne blev føreren af varevognen anholdt og sigtet for uagtsom manddrab. Han har ikke pådraget sig større skader ved ulykken.
Der vil blive taget stilling til, om manden skal fremstilles for retten onsdag formiddag, oplyser politiets vagtchef René Søe Pedersen, som gerne vil have henvendelser fra eventuelle vidner, der måtte have observeret den hvide varevogn op til eller under færdselsulykken. Kontakt Midt- og Vestsjællands Politi på 1-1-4.
Se flere videoer på localeyes.dk.