Sindssyg flugtbilist - undveg med høj fart på fortov og cykelsti mellem bus og busskur fyldt med mennesker
Det her er sindssygt: En patruljebil fra Østjyllands Politi observerede i dag mellem klokken 12.40 og klokken 12.50 på Viborgvej ved Ringgaden i Aarhus en sølvgrå Mazda 626 med to personer.
Patruljen ønskede at foretage en rutinemæssig kontrol af fører og køretøj. Personerne i Mazdaen ønskede ikke at tale med politiet og forsøgte derfor at køre fra patruljevognen.
Den kørte med stor fart fra Viborgvej ad Ringgaden i den forkerte side af vejen mod Silkeborgvej, hvor bilen blandt andet blev kørt op på fortov og cykelsti ved busstoppestedet på Ringgaden lige nord for Silkeborgvej.
Der holdt en bus ved stoppestedet, og Mazdaen kørte med stor fart mellem bussen og læskuret ved stoppestedet, hvor flere personer opholdt sig.
Mazdaen kørte derpå videre på fortovet og til venstre om hjørnet ved Silkeborgvej.
Østjyllands Politi søger vidner, som har været ved busstoppestedet eller i nærheden af det, og som kan bidrage med relevante oplysninger om kørslen, køretøjet eller personerne i dette.
Henvendelse til Østjyllands Politi på 1-1-4.