Hver femte kørte for hurtigt
Daniel Sennek
Bilisterne på Sydmotorvejen trådte lidt for hårdt på speederen her i weekenden, da Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi lavede fartkontrol ved Sakskøbing. Her må man køre 90 km/t, men det havde 18 procent af bilisterne tilsyneladende glemt.
4985 bilister blev lørdag og søndag kontrolleret, og ud af dem kørte altså næsten hver femte for stærkt. Mere præcist kan 941 fartglade bilister se frem til et girokort fra politiet.
Den hurtigste kørte hele 179 km/t - altså næsten dobbelt så stærkt som det tilladte. Yderligere blev der uddelt 174 klip og 14 betingede frakendelser efter weekendens målinger.