Kvinde klagede over nakkesmerter efter påkørsel
Jeppe Rafn
Mandag formiddag klokken 10.08 skete der et mindre uheld ved Hedensted Centret. En 26-årig kvinde fra Hedensted kørte med 20 kilometer i timen på Gesagervej og lagde an til at svinge til venstre ind til centret, da hun blev påkørt bagfra af en anden personbil.
Føreren af denne bil var en 42-årig mand fra Vejle, der kørte med 50 kilometer i timen og overså, at den forankørende bil ville svinge.
Kvinden klagede over nakkesmerter og blev kørt til observation på skadestuen i Horsens, hvor man vurderede, at der ikke var sket noget med hende.
Der skete desuden meget lidt skade på bilerne, oplyser Horsens Lokalpoliti.