Fortsæt til indhold

Nu er de anholdt i Frankrig

Krimi
Jacob Nielsen

En mand og en kvinde, der er mistænkt for at have begået tricktyverier i Danmark siden 2013, blev den 14. oktober anholdt i paskontrollen i den franske by Calais, da de forsøgte at rejse mod England. Det oplyser Nordsjællands Politi, der udsendte en arrestordre på de to i maj måned via Interpol og nu arbejder på at få de to anholdte udleveret til Danmark til videre strafforfølgning.
Nordsjællands Politi betragter tricktyverierne, der er begået mod ældre borgere, som organiserede. De to personer er sigtet in absentia for fem tilfælde af tyveri af grov beskaffenhed og bedrageri, da de stjålne betalingskort er blevet misbrugt for helt op til 15.000 kroner ad gangen.
"Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at anholde de to formodede tricktyve, der har været aktive over det meste af Danmark siden 2013. Det er et vigtigt signal at sende til disse kriminelle grupperinger, at man ikke skal forvente, at man slipper for straf i Danmark, blot fordi man flygter ud af landet," siger faglig koordinator Henrik Christensen fra Task Force Nordsjælland.
Task Force Nordsjælland er indtil videre bekendt med, at duoen har hærget over det meste af Danmark siden 2013, men har endnu ikke fuldt overblik over omfanget.