Fortsæt til indhold

Kommunen og DSB jævnede p-plads med jorden, mens bilerne stadig stod der

Krimi
Fred Jacobsen

Et større ombygningsarbejde af parkeringspladsen øst for Rungsted Kyst Station er åbenbart kommet helt bag på mindst tre bilister: De har stillet deres biler på nogle ledige pladser, da der endnu var asfalt over det hele.
Det er der så ikke mere, kan vi fortælle: Asfalten er revet op - undtaget der, hvor der fortsat står biler på det, der en gang var en parkeringsplads.

To danske og en finsk

Der er tale om to dansk- og en finsk indregistreret bil. Og vi ved ikke noget om, hvor længe de tre bilejere havde planer om at lade deres køretøjer stå.
Men arbejderne og maskinerne har ikke kunnet vente. De gik i gang - og så må der senere tages stilling til, hvordan man får bugseret de strandede biler ud fra den nu afspærrede byggeplads.

Og sådan så der ud på samme plads omkring klokken 15.30: Bilerne stod der fortsat, maskinerne stod stille og arbejderne var gået hjem. Foto: Fred Jacobsen

Smil og hovedrysten

Synet af tre biler, der står på hver sin asfalt-ø fremkaldte smil, hovedrysten og undrende blikke fra forbipasserende.
Vores billeder stammer fra onsdag formiddag, hvor byggearbejdet var gået i gang, og fra onsdag omkring klokken 15.30, hvor de tre biler stadig stod på deres asfalt, mens de folk, der har arbejdet på byggepladsen, var gået hjem.
Det er Hørsholm Kommune og DSB, der i fællesskab er gået i gang med at bygge parkeringspladsen om. Der vil blandt andet blive aflåsbar cykelparkering og generelt bedre forhold for bløde trafikanter.