BMW og Audi stod pludselig i flammer
Med kort tids mellemrum brød to biler i Lyngby i brand tirsdag. Ifølge Nordsjællands Politi er der dog intet mistænkeligt ved de to brande
Indsatsleder Bo Schou Petersen fra Lyngby-Taarbæk Brandvæsen havde en travl formiddag. Først kom meldingen 12.04 om, at der var ild i en bil på P-pladsen ved DTU, og mens han var på vej kom endnu en melding om brand i en bil. Denne gang fra Lyngby Hovedgade. Så mens første hold gik i gang med slukningnen på DTU kørte Bo Schou Petersen til Lyngby Hovedgade for at vente på anden udrykningen.
Her havde ilden udover den antændte bil på Hovedgaden også fået fat i en bil, der holdt parkeret i en af båsene ved siden af.
I følge Nordsjællands Politi er hændelserne relativt udramatiske og i øvrigt uden sammenhæng. Det skulle dog lige være, at der i begge tilfælde sandsynligvis var tale om overophedning.
Branden på DTU blev opdaget ved at en forbipasserende så, at det røg op fra motorhjelmen.
På Lyngby Hovedgade kom en kvinde kørende i sin bil, da hun så, at det røg op fra motorhjelmen. Derfor stoppede hun op, og kort tid efter brød bilen i brand og et forsøg på selv at slukke ilden mislykkedes.