Biltyv stoppet i BMW ved Burger King
Jeppe Rafn
En 21-årig mand fra Horsens blev natten til tirsdag klokken 03.48 stoppet og anholdt i en stjålen BMW 320.
Bilen var blevet anmeldt stjålet cirka halvanden time tidligere, klokken 02.15, på Danasvej i Horsens, hvor den unge mand først havde fået fingre i nøglen og derefter havde taget bilen.
Efter anmeldelsen var politiets patruljer på udkig efter den stjålne bil, som blev spottet ved Burger King udenfor Horsens.
I bilen fandt man tyvekoster, der formentlig stammer fra indbrud i andre biler.
Det oplyser Horsens Lokalpoliti.