Bilist kørte 100 km/t på hovedgade - indtil det gik galt
En ung mand stak tirsdag aften af fra en voldsom trafikulykke ved restauranten Tante Maren på Farum Hovedgade.
Ulykken skete omkring klokken 21.45, da den unge mand mistede herredømmet over sin bil og først bragede ind i et el-skab for derefter at havne i Tante Marens hæk og have.
Et vidne har fortalt til politiet, at hun så bilen komme kørende med meget høj hastighed ad Farum Hovedgade - formentlig med over 100 kilometer i timen.
Føreren, der altså tog flugten til fods, beskrives som en ung, dansk mand mellem 18 og 20 år. Han er 175 til 180 centimeter høj, og han har lyst, kort strithår. Han var iført en blå t-shirt og lyse lærredsbukser. Efter ulykken flygtede han i retning mod Farum Station, og ifølge et vidne blødte han fra hovedet.
Bilen, som den unge mand kørte i, er ikke meldt stjålet, men Nordsjællands Politi ved ikke på nuværende tidspunkt, hvem der ejer bilen - og hvem der kørte i den, da den forulykkede på Farum Hovedgade tirsdag aften.