Fortsæt til indhold

Sådan fandt Sidsel sin jyske prins

Krimi
Jacob Nielsen

En romantisk efterlysning af en fyr på Frederiksberg har båret frugt. Sidsel Sten Andersen har nu fundet frem til den 40-årige jyske fyr, som hun mødte, da hun var i byen på Café Ludwigsen den 16. april, og som hun siden har ledt efter med lys og lygte.
Sidsel hængte i sidste uge en masse sedler med efterlysninger af manden op i lygtepæle og på facader i bydelen - efterlysninger som senere blev delt heftigt på de sociale medier - blandt andet af Lokalavisen.dk.
Hendes håb var, at efterlysningen ville finde vej til den 40-årige prins, som hun ikke kunne glemme.
"Han var ikke en Karl Smart-type, bare helt nede på jorden. Og jeg tror, det er første gang, jeg, på en så charmerende måde, er blevet kaldt 'en sød lille tosse'," sagde Sidsel tirsdag morgen, da hun var gæst i Gó Morgen Danmark på TV2, hvor hun var inviteret til at fortælle om sin alternative måde at søge kærligheden.
Og så var der bid. Kærlighedserklæringen fik den 40-årige til at henvende sig til tv-stationen, som kunne overbringe hende den glædelige nyhed.
"Han siger, at han meget gerne vil tale med dig, men at det skal foregå privat over telefonen, sagde Gó Morgen Danmarks vært til den begejstrerede single-pige.
Om der for alvor kommer noget ud af Sidsels anstrengelser, vides ikke. Men nu er kontakten etableret.
Læs modige Sidsels efterlysning her:
"Du var rigtig sød, og jeg var desværre rigtig fuld, så jeg fik ikke dit nummer. Du var ude og fejre en vens 40-års fødselsdag sammen med tre andre venner, arbejder med spedition og er en sød jyde. Jeg var sammen med min veninde Camilla, og vi snakkede det meste af aftenen. Desværre fik vi ikke udvekslet numre, og jeg vil RIGTIG gerne møde dig igen. Hvis DU har lyst til at ses, kan du ringe til restauranten, hvor jeg arbejder (du sagde, at navnet gav associationer til mund og klovsyge) og lægge dit nummer eller spørge efter Sidsel. Jeg håber, du har lyst til at ses igen, selvom jeg er en lille tosse :-)"