Fortsæt til indhold

Flyselskab indstiller flyvningen

Krimi
Arkiv

Bestyrelsen for Es-Air A/S har besluttet at indstille flyruten mellem Esbjerg og København med virkning fra mandag den 30. marts. De berørte passagerer får direkte besked.
Ruten gik i luften den 2. marts 2015. Desværre må selskabet konstatere, at det ikke er lykkedes at mobilisere tilstrækkelig interesse for ruten fra primært det sydvestjyske erhvervsliv.
"Vi havde troet og håbet på at vi kunne skabe en væsentligt større lokal interesse for ruten end tilfældet har været," oplyser administrerende direktør Mikael Marstal i en pressemeddelelse her til middag.
Han siger samtidig, at de vurderinger af passagertallet som ruten er baseret på, har været for optimistiske. Samtidig har det vist sig at være vanskeligere end forudsat at få lavet de fornødne aftaler om gennemcheckning af bagage mv.
"Vi har valgt at stoppe nu, mens vi stadig kan svare enhver sit. Men vi kan også se, at flyvningen ikke økonomisk kan hænge sammen indenfor kort tid. Vi takker vores samarbejdspartnere, Esbjerg Lufthavn og Jet Time A/S, for et godt samarbejde både op til starten og i de forløbne tre uger. Og ikke mindst takker vi de passagerer, der valgte at bakke os op. Vi er virkelig kede af, at projektet skal stoppe allerede nu," siger Mikael Marstal i meddelelsen.
Alle kunder med ubrugte billetter får fuld refusion.