Fortsæt til indhold

43-årig bilist påkørte hjemmeværnsmand med vilje

Krimi
Jesper Berg

Lørdag løb en af hjemmeværnets militærøvelser af stablen i nærheden af Kronprins Frederiks Bro ved Frederikssund, og i den forbindelse dirigerede politihjemmeværnsfolk trafikken ved Kulhusvej.
Vejen var delvis spærret i en periode, og politihjemmeværnets folk sørgede derfor for at trafikken skiftede mellem at køre mod henholdsvis syd og nord.
På et tidspunkt forsøgte de militærfolk, som stod nordligst at stoppe en bil, der dog blot fortsatte mod syd. Derfor blev vagterne i syd kontaktet for at stoppe bilisten, så bilen ikke kørte ind i de biler, som kørte den modsatte vej.
En af politihjemmeværnsfolkene stillede sig derfor ud på kørebanen for at stoppe bilen, hvilket da også lykkedes. Pludselig rullede bilisten dog vinduet ned og råbte “Chikane!” og kørte videre i høj fart, så hjemmeværnsmanden blev kastet op på kølerhjelmen og måtte holde fast i vinduesviskerne for ikke at falde af og ende under bilen. Militærmanden fik til sidst mulighed for at komme af bilen og i sikkerhed, og noterede sig derefter bilens registreringsnummer.
Det gjorde, at politiet kunne finde den 43-årige bilist i hjemmet på Gammel Kulhusvej, hvor han forklarede, at han troede, at militæret først vinkede til ham og senere følte sig provokeret af at blive stoppet.
Manden står nu til en ubetinget frakendelse af kørekortet og muligvis til en frihedsstraf.