300 vil have fingre i gode tilbud
Hvor langt ville du gå for en ny Iphone, en ny bærbar eller et nyt fladskærms tv?
Foran Elgiganten ved shoppingcenteret BIG i Herlev, som åbner lørdag, ligger lige nu 300 personer, der er villige til at gå rigtig langt. Flere af dem har nemlig ligget i kø foran forretningen siden sidste weekend. Det gælder blandt andet Philip Damgaard Olsen fra Tisvildeleje, som er nummer 16 i køen. Philip har ligget på p-pladsen siden søndag eftermiddag.
"Det startede egentlig som et væddemål med min mor og søster. Vi havde været ude og spise i Herlev lørdag aften, og da vi kørte forbi, blev det hurtigt til et væddemål, om jeg kunne holde til at ligge her de seks dage. Da vi kom hjem, begyndte jeg straks at pakke en masse ting, og så sagde jeg til mine forældre, 'nu kan I ikke stoppe mig, nu er jeg på vej'," siger Philip, der går efter en af de i alt 40 Iphone 6S, der nærmest foræres væk til en pris på kun 1 krone.
De seks dages anstrengelser han går igennem, er ikke engang for hans egen skyld.
"Jeg skal ikke have noget med til mig selv, jeg er her for at få telefonen med hjem til min kæreste. Det er en gave til hende," siger han.
Om 19 timer - lørdag morgen klokken 07 - går det løs. Her bliver de mange hundrede kø-kunder lukket ind i hold på 10-15 personer ad gangen, men selvom målet nærmer sig, tror Philip, at den sidste tid godt kan blive hård.
"Jeg tror ikke, der er nogen, der får sovet meget i nat. Det bliver meget stramt, fordi vi skal rykke sammen omkring indslusningsteltet og koncentrere os om at holde vores pladser," siger han.
Se de vilde kø-billeder i foto-galleriet her på artiklen
Gør det for sønnen
Også Mogens Grønhøj fra Ishøj ofrer sig i kulden. Siden mandag morgen har han været med i køen sammen med sønnen Oliver som nummer 69 og 70. Begge går de efter en Apple Sport Watch til 1 krone.
"Det har været en god oplevelse, selvom det til tider har været rigtig koldt. Vi har det rigtig godt med hinanden og vagterne, og vi er nærmest blevet en stor familie. Vi lærer hinanden at kende på mange måder - altså både de stærke og svage punkter - og vi ved, hvordan hinanden lugter," griner Mogens Grønhøj.
Se de vilde kø-billeder i foto-galleriet her på artiklen