Udlånte sin private bil
Bilhandler Flemming Brandt fra Birkerød viste ekstraordinær generøsitet , da Erik Eugen Olsens bil brød sammen, netop som han og familie skulle på ferie
Erik Eugen Olsen fra Birkerød glemmer ikke, hvad der skete fredag den 11. april sidste år, hvor han og familien skulle på ferie til Syditalien.
“Min kones søster var meget syg. Og vi skulle med færgen i Rødby, for at køre videre til Hamborg, hvor vi skulle med et biltog til Bolzano i Norditalien,” husker han.
Erik Eugen Olsen havde pakket bilen, låst huset af og var klar til at køre for at nå færgen to en halv time senere.
“Jeg drejede på bilnøglen, men bilen ville ikke starte. Jeg prøvede igen og igen, men den ville ikke starte."
Hjælp os med at hylde hverdagens helte - de fortjener det. Bliv Facebook-ven med Hverdagens Helte
Erik ringede straks til den lokale bilforhandler Hofka/Brandt for at tale med indehaveren Flemming Brandt om en lånebil. Men det kunne ikke lade sig gøre, da han sad i et meget vigtigt møde.
“Jeg stod ud af bilen og løb ned til Flemming. Her mødte jeg værkføreren Besim Redzepi som venligt gik ind til mødet og forklarede mit problem og sagde, at det hastede meget,” fortæller Erik Eugen Olsen.
Det var ikke et hvilket som helst møde, bilforhandleren sad i.
“Det handlede om virksomhedens fremtid, så vi var meget fokuserede på det,” husker Flemming Brandt.
Ingen lånebiler
Beskeden var, at Hofka/Brandt ikke har lånebiler, der må køre i udlandet, og derfor kunne de ikke gøre andet end at henvise til et udlejningsfirma. En besked der slog benene væk under Erik Eugen Olsen.
“Jeg blev fuldstændig lammet og vidste ikke, hvad vi skulle gøre, for tiden gik, og vi skulle jo snart være i Rødby. Jeg blev meget ked af det og gik lamslået tilbage til min familie og bilen for så at sidde og kigge tomt ud i luften,” fortæller Erik Eugen Olsen.
Men pludseligt ringede mobiltelefonen. Det var Flemming Brandt, der var gået ud fra sit møde for at hjælpe.
“Han sagde: Du skal passe godt på min bil, for den har kun kørt 4.000 kilometer, og kom så ned til os igen, så vi kan hjælpe med at pakke tingene over i min bil,” fortæller Erik Eugen Olsen.
Hjælp os med at hylde hverdagens helte - de fortjener det. Bliv Facebook-ven med Hverdagens Helte
“Hold da op! Hvor blev vi glade og lettede over, at han på trods af et meget vigtigt møde, havde overskud til at hjælpe os.”
“Vi kom af sted og nåede både færgen i Rødby og biltoget i Hamborg,” fortæller Erik Eugen Olsen.
Opdateringer fra ferien
Flemming Brandt husker også dagen.
“Det var jo et meget vigtigt møde, men jeg tænkte, der jo var et problem, som vi skulle have løst, og så måtte jeg jo låne dem min bil,” siger han:
“Selvom bilen var helt ny, var jeg dog ikke nervøs for, om der skulle ske noget med den, for Erik sendte beskeder hjem undervejs, så jeg kunne sove trygt om natten,” husker han.
Hjælp os med at hylde hverdagens helte - de fortjener det. Bliv Facebook-ven med Hverdagens Helte
“Tusind tak til Flemming Brandt og alle medarbejdere hos Hofka/Brandt i Birkerød,” siger Erik Eugen Olsen og overrækker denne uges buket.