Fortsæt til indhold

Utrygheden breder sig

Nordsjællands Politi kæder overfaldet mod en kun 11-årig pige i Birkerød sammen med tidligere lignende overfaldsepisoder i efteråret. Sagen betragtes med stor alvor

Krimi
Anne Dahl Kristensen

Nordsjællands Politi arbejder netop nu videre med en række tip, som de har modtaget fra borgere i Birkerød på baggrund af efterlysningen af gerningsmanden til et overfald mod en kun 11-årig pige i Birkerød den 19. maj.
"Vi har ikke pågrebet nogen gerningsmand endnu, men på baggrund af den omtale, der har været, har vi modtaget flere henvendelser fra borgere, som vi er i gang med at undersøge nærmere," fortæller politiinspektør ved Nordsjællands Politi, Henning Svendsen.

Ville kysse pigen

Overfaldet mod den kun 11-årige pige fandt sted den 19. maj på Nobisvej ved 15-tiden, da hun gik i retning mod Keilstruplund. Gerningsmanden greb fat i pigen bagfra. Pigen faldt til jorden, hvorefter manden bøjede sig indover hende og forsøgte at kysse hende.
Og det er netop denne fremgangsmåde, som får politiet til at koble hændelsen sammen med de tidligere overfald mod unge piger i efteråret, som Rudersdal Avis før har skrevet om. Her blev piger i alderen 13-19 år også overfaldet bagfra. Hændelserne fandt alle sted i området omkring Præstegårdshaven i Birkerød på henholdsvis Johan Mantzius Vej, Henrik Gerners Vej og på Birkerød Hovedgade ved Majpladsen. Samtidig stemmer signalementet af gerningsmanden fra dengang nogenlunde overens med det angivne ved det seneste overfald.

Utrygge borgere

Overfaldene har skabt utryghed blandt især forældre i Birkerød, som ikke længere tør lade deres unge piger gå alene til skole. Og det er man opmærksom på hos Nordsjællands Politi.
"Vi ser ret alvorligt på denne sag. Det er unge piger, som det går ud over, og de skal altså have lov til at gå i fred. Derfor har vi også instrueret vores vagtchefer og øvrige personale i, at hvis der kommer henvendelser i denne sag, skal de prioriteres højt," fortæller Henning Svendsen.

Lad ikke børn gå alene

Ifølge politiinspektøren vil politiet underrette borgerne, så snart der sker et gennembrud i sagen. Og indtil gerningsmanden er fanget, opfordrer politiet borgerne til ikke at lade deres unge piger gå alene i området.
"Hvis børnene går til og fra skole, så sørg for, at de følges med andre. Og hvis de unge oplever noget, som gør dem bange eller utrygge, skal de søge hjælp hos en voksen," lyder det fra politiinspektøren.
Ligeledes opfordrer Henning Svendsen alle øvrige borgere til at holde øjne og ører åbne.
"Hvis borgerne i Birkerød oplever nogen udvise en mistænkelig adfærd i forhold til unge mennesker, hører vi meget gerne fra dem. Borgerne skal ikke selv forsøge at rette henvendelse til manden, som muligvis vil stikke af, men i stedet ringe til os, så vi kan sende en patrulje."
Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114, hvis man kan bidrage med nye oplysninger i sagen.