Fortsæt til indhold

Troede jernbanen var en vej

52-årig kvinde fejlbedømte sving og kørte ind på togskinner, hvor Lokalbanens tog var på vej

Krimi
Arkiv

En spirituspåvirket, kvindelig bilist strandede fredag aften midt i et jernbanespor i Hillerød.

Den 52-årige kvinde fra Dronningmølle havde ifølge Nordsjællands Politi drejet en gang for tidligt, da hun fredag omkring kl. 23 kørte ad Jespervej mod Hillerød og ville dreje til venstre ad Kulsviervej. Dermed var hun i stedet kørt adskillige meter ind på Lokalbanens togskinner, hvor hendes bil sad fast.

Hendes fejl kunne være endt med en alvorlig ulykke, men vidner fik slået alarm til politiet, som fik Lokalbanen til at standse det tog, som var på vej mod stedet.

Efterfølgende fik en nabo på stedet kørt traktoren frem og hjalp med at fjerne bilen, så togtrafikken kunne genoptages.

Kvinden blev testet positiv, da hun blæste i et alkometer og fik taget en blodprøve, som skal vise hendes promille.