Hestene fik fred men vreden lever
Inge-Marie Gercke efterlyser atter modet til at blande sig for dyrenes skyld
To gange inden for kort tid, har Inge-Marie Gercke taget sagen i egen hånd og meldt vanrøgt til politiet. Senest efter et anonymt tip i et brev, hvor det viste sig at tre heste måtte nødslagtes og ejeren blev sigtet for vanrøgt.
"Jeg kendte adressen og hestene og ejeren fra flere år tilbage, hvor hans heste dengang var svært overvægtige. Og jeg forsøgte på en meget venlig måde, at få ham til at skære ned på fodermængden. Hestene var allerede dengang begyndende forfangne. Hestene forblev dog efterfølgende svært overvægtige og jeg kontaktede Dyrenes Beskyttelse", fortæller hun.
Forfangenhed opstår når hesten får for meget at spise. Der dannes et toksin i hestens tarm og dette påvirker hovbensleddet og hovbenet, hvilket i praksis betyder, at hesten får store smerter i hovene.
Anmeldt før
Det anonyme tip fik hende til at møde op på adressen pinselørdag, hvor hun kunne konstatere at hestene led og hun tilkaldte politiet.
"Da jeg næste dag kørte forbi adressen og så de tre aflivede heste, var jeg meget berørt. Nu, nogle dage efter, er jeg endvidere vred og forarget. Det viser sig at andre end jeg gennem årene har anmeldt ham. Og så trænger det uundgåelige spørgsmål sig på: Hvorfor i alverden er manden ikke blevet stoppet i den mangeårige vanrøgt! Hvor var de henne - dyrenes beskyttere?".
Nogen må stå frem
Inge-Marie Gercke stod frem i Ugeposten, da hun havde anmeldt vanrøgt på en nabogård.
"Siden jeg fortalte historien om de vanrøgtede kvæg, får, geder og grise, har jeg været i tvivl om, om jeg skulle stå frem igen. Langt de fleste har været positive og opbakkende. Mendesværre er der også mennesker, som synes at jeg skulle passe mig selv. Til dem vil jeg gerne sige: Det er opførsel som jeres, der fører til, at ingen tør blande sig og derved indirekte årsag til at, dyr mishandles eller vanrøgtes, uden at der bliver taget affære".
"Jeg er bare budbringer. Jeg tilkalder hjælp. Det er ikke min beslutning, om der rejses tiltale. Det er politiets og dommerens. Det er heller ikke min beslutning om et dyr skal aflives. Det er dyrlægens".
"Så jeg fortsætter. Og jeg vil opfordre andre til at gøre det samme. Find mig på facebook hvis I har noget at anmelde. Eller tanker og idéer til, hvordan vi kommer dyremishandling til livs".