Tvang skal lukke indædt strid om strandsti
Enig kommunalbestyrelse: Folk skal have ret til at gå ned til stranden
En enig kommunalbestyrelse i Hørsholm vil nu tiltvinge sig retten til adgang fra Rungsted Strandvej til strandområdet skråt over for Rungstedgård.
Hele kommunalbestyrelsen besluttede på mødet i aftes at indlede en ekspropriationssag mod ejeren, Anders Moesgaard, Klampenborg, for at sikre, at offentligheden fremover må færdes på hans ejendom for at nå ned til stranden.
Moesgaard vil ikke have, at folk går hen over hans ejendom. Han har derfor sat hegn op for at forhindre adgang til stranden med Rungsteds gamle fiskerleje.
“Vi eksproprierer os til en færdselsret,” påpegede Peter Antonsen (BL), formand for Miljø- og Planlægningsudvalget og sagde, at hegnene ved Stejlepladsen og ved stien længere nordpå længe har været “en torn i øjet” på borgere i nærheden.
“Jeg har brugt den sti i 30 år,” bemærkede Venstres Anne Ehrenreich og pegede på, at problemet med hegnene er blevet større af, at der ikke længere er fri passage fra Rungsted Havn langs stranden til området omkring det gamle fiskerleje.
Hegnet er flere gange blevet fjernet og sat op igen. Senest har ejeren fået lagt et krøllet bliktag med skarpe kanter på en smal sti for at forhindre folk i at benytte stien.